Om helbredelsens væsen

Den enkleste proces ved helbredelsen kender vi alle til: Et menneske får en rift i huden, og de to sårrande bliver syet sammen. Nogle dage går, og så ser vi, at der er sket en sammenvoksning mellem de to sårrande. Efter endnu nogen tid er sammemvoksningen fuldstændig, såret er vokset helt sammen, og måske er der blot et lille ar tilbage.

Sygdommen består altså først og fremmest i adskillelsen; helbredelsen i genoprettelsen af ordenen, en ny forbindelse af det adskilte.

Denne helbredelse sker 'af sig selv', dvs. uden ydre hjælp. Vi kan sy såret sammen, ligesom vi ved et knoglebrud kan lægge gips omkring bruddet. Men behandlingen er kun betingelsen for helbredelse, ikke helbredelsen selv.

Den højt komplicerede og betydningsfulde proces forløber ikke uden ledelse og blot af sig selv. Der er et finere overordnet princip, som leder disse visdomsfyldte processer. Processerne hænger uden tvivl sammen med vækstkræfterne; men rækker videre. Ganske vist må hud og knogler vokse sammen; dog rummer væksten i sig selv ingen helbredelse.

Hvorfra ved f.eks. de enkelte celler, hvornår væksten skal ophøre?

Helbredelsesprocesserne er en del af de livs- og vækstkræfter, der gennemtrænger ethvert levende væsen. Dette oversanselige organisationsprincip kalder vi i antroposofien 'æterlegemet' eller 'livslegemet'.

Livet er af oversanselig natur. Vi ser livets ytringer, ikke dets væsen. Med fysiske sanser kan vi ikke iagttage det, ligeså lidt som vi kan iagttage f.eks. elektricitet - vi kan kun se virkningerne af det med vores fysiske sanser.

Tidligere havde menneskene stadig en levende forståelse af helbredelsens væsen, hvilket dette latinske udtryk fint opsummerer:

'Medicus curat, natura sanat' (lægen kurerer, naturen helbreder)

Frit efter Otto Wolff "Antroposofisk orienteret medicin og dens lægemidler*

Del siden